Fregnefjæs - en favorit

Ulvekvinten af Trisse Gejl – boganbefaling

“Ulvekvinten er et musikalsk paradoks. En falskhed, vi er nødt til at leve med, ellers går stemningssystemet ikke op”
Sådan starter romanen, Ulvekvinten.

Jeg havde ikke nogle store forventninger, da jeg gik igang med Ulvekvinten. Jeg fandt den på tilbudshylden i bog&ide, nedsat til 50 kr. Jeg havde aldrig hørt om Trisse Gejl. Jeg tror faktisk, at det var den flotte forside som afgjorde at bogen kom med mig hjem. Det var også først da jeg gik igang med bogen, at det gik op for mig, at historien ikke handler om en ulvekvinde….
Konfrontation med sin forforståelse kan give stof til eftertanke. Og nej hvor er jeg positivt overrasket over bogen og ligeså Trisse Gejls skrivestil.

Bogen handler i korte træk om livet med/som en psykisk syg. Den er bygget op om Zoe, hendes 9 årige søn Frederik, Frederiks far Thomas og Zoes veninde Beate. Zoe er omdrejningspunktet i fortællingen og hendes tilværelse er meget levende og velbeskrevet.

Zoe er musiker og forsøger at komponere et nyt musikstykke. Man skal ikke langt ind i fortællingen før man mærker, at hun er et meget sensitivt menneske, som tager alverdens ulykker til sig. Hun er alvorligt psykisk syg.

Hendes søn Frederik ved godt, at hans mor er syg. Derfor gør han alt for at hjælpe hende og passe på hende. Han vil ikke være til besvær og han vil ikke være grunden til at hun bliver ked af det. Det er nemmere at undertrykke sin sult end at være skyld i at ens mor bryder sammen…

Frederiks far Thomas, gør sit bedste for at holde sammen på familien. Han elsker Zoe, men i takt med at hendes sygdom forværres kommer der så mange andre følelser i spil. Frygt, angst, svigt, uretfærdighed. Hvis hun ikke kan passe på sig selv, kan hun så passe på Frederik…?

Beate er fotograf og Zoes nære veninde. Hun kender både Thomas og Frederik og kommer tættere på dem i takt med at Zoes tilstand forværres.
Hun er netop blevet forladt af sin mand og føler sig kasseret. Hun mister motivationen i sit arbejde og livet generelt og har behov for at tale tingene igennem med Zoe.

Zoe, der gennem bogen, bliver mere og mere mærket af sin sygdom, er ikke i stand til at se andres behov. Ikke engang sine egne.

Fortællingen skildre 4 personer, der alle føler sig alene. Vi bliver præsenteret for 4 perspektiver, den syges, barnet til den syge, kæresten til den syge og veninden. De prøver på hver deres måde, at gøre det bedste de kan ud fra de forudsætninger de har. Fortællingen skildre hvordan kærlighed og gode intentioner kan medføre svigt frem for hjælp.

På trods af et meget psykologiske og noget dystert tema, så synes jeg at Ulvekvinten er en super god roman, der giver vigtigt stof til eftertanke.

Den bør du læse!

Julie

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fregnefjæs - en favorit