Jeg løber af Anders Legarth Schmidt – boganbefaling

 

“Jeg bærer Ellen i mig altid, og derfor er jeg ikke kommet videre. Der er intet at komme videre fra. Skulle jeg blot lade Ellen og hendes liv være en mere og mere fjern fortid? Det er umuligt. Hun er mit barn. Hun bor i mig. De siger ‘efter alt det, du har været igennem’. Som om det er afgrænset. Et overstået kapitel. De forstår ikke, at det ikke ender. Der er ikke noget ‘efter’. Det er til evig tid. Nej, det er uden for tiden. Uden for ordene.” (s. 225)

Jeg løber er en autentisk og virkelig gribende historie om hvordan Anders Legarth Schmidt bruger løb til at navigere i sorgen. Han har mistet sin seksårige datter Ellen, som døde af kræft.

Jeg er meget rørt og imponeret over hans historie. Han rammer noget i mig. Han sætter ord på nogen af de tanker og følelser, jeg selv har haft i min egen sorg. Det er selvfølgelig en helt anden sorg – sorg kan ikke sammenlignes, den er individuel.
Vi har forskellige smertetærskler, forskellige mestringsstrategier, forskellige reaktioner osv. Men alligevel har vi det tilfælles, at alle mennesker oplever en form for tab og sorg igennem deres liv. Jeg ved, at denne bog rammer mig anderledes end personer, som har børn. Og jeg kan godt forstå hvis forældre tænker, at det er for barskt at læse. Men jeg synes alligevel, at i skal gøre det, for den skildre så meget mere end en forfærdelig tragedie. Og vigtigst af alt, så skildre den virkeligheden.

Jeg har tit skelnet mellem sorg som følge af pludselige og uforudsigelige hændelser og forudsigelige hændelser. Men i virkeligheden starter sorgen måske allerede ved fx beskeden om en dødelig sygdom. Jeg har tit tænkt, at mit liv havde været meget nemmere hvis jeg fik sagt ordentligt farvel til min mor. Hvis jeg havde vidst, at dagene op til var de sidste.. Der er så meget jeg gerne ville have sagt..
Nu tænker jeg, at det ikke er sikkert at det havde gjort en forskel. Jeg ville måske stadig føle, at det jeg fik sagt i nuet efterfølgende ikke var tilstrækkeligt..
Så, er det nemmere at miste når man kan forberede sig, eller er det i virkeligheden sværere…. Jeg vil sige, at det er ligemeget – det vigtigste er tiden bagefter og hvordan vi kommer videre…

Jeg tror ikke, at man kan vide hvordan man tackler sorgen før man står i den. Det er ikke noget man kan forberede sig på. Og det er også vildt forskelligt hvordan vi mennesker vælger at komme videre.
Jeg synes dog ‘Jeg løber’ er et godt eksempel på, at vi som mennesker har brug for at fjerne fokus fra det som gør ondt. Bruge tid og energi på noget hvor vi føler, at vi har kontrollen og har succes.

Anders løber – og det er han god til!

Jeg synes, at der er noget helt særligt ved at læse historier, som tager udgangspunkt i virkelige begivenheder. Det er en god afveksling fra de romantiske romaner jeg oftest læser. I en fiktiv historie kan man svømme hen i drømmeland og lade sig rive med uden at skulle forholde sig til så meget.  Det er helt modsat med en bog som denne. Jeg har haft hele følelsesregistret fremme og og som i kan se, har  denne fortælling virkelig sat gang i mine tanker.

‘Jeg løber’ er en fantastisk bog, som alle bør læse!

God fornøjelse!
Julie