Hjemkomsten af Victoria Hislop - boganbefaling

Pilea peperomioides

Jeg vil vove og påstå, at de fleste kan genkende en pilea når de ser den. Der er dog umiddelbart virkelig mange bud på hvilket navn planten skal gå under. Den latinske betegnelse er Pilea peperomioides, men jeg er også stødt på navne som tallerkenplante, kinesisk pengetræ, pengeplante, parasolpilea, missionærplante og elefantøre.

Jeg kalder den pilea. Pileaen var en af de første grønne planter, som jeg anskaffede mig. Det startede som en lille stikling fra en kollega inde på mit forhenværende arbejde. Jeg tænkte derfor; “hvorfor ikke bare starte med den plante hvor det hele startede…”

Sidenhen har denne ene stikling formeret sig til flere planter hvoraf jeg selv stadig har to og har foræret nogle stykker væk. Den er sød, enkel og falder i de flestes smag. Jeg synes personligt, at det er virkelig fantastisk at give en lille stikling i babyshowergave og skrive (“denne spir skal vokse sig stor sammen med baby”). 

Pileaen er sådan en plante, som er fin i alle størrelser og potter og som passer ind i alle rum. Den er samtidig også egnet til personer med mindre grønne fingre, da den er let at passe og vokser og formere sig hurtigt.

PLACERING

Pileaen stammer fra Kina og er en tropisk bladplante. Den er glad for lys, og mine trives godt på mit sofabord i midten af min stue 2 meter fra vinduet. Pileaen tåler ikke for meget direkte sollys og bør derfor ikke stå i en bagende varm vindueskarm. Da den er følsom overfor lys og varme vil man risikere at dens blade bliver forbrændte og får brune skjolder hvis den får direkte sol eller står tæt på en radiator.

Pileaen reagere på lys og varmeforhold og man kan hurtigt se hvis den ikke trives. Man kan derfor som det første forsøge at placere den et andet sted i rummet, i andre lysforhold, hvis den mistrives. Da den reagere hurtigt på forandringer, vil man hurtigt kunne se, om den kan lide lysmængden eller ej.

Pileaen søger i lysets retning. Det er derfor vigtigt, at man husker at dreje den engang imellem (evt. ved hver vanding), da man ellers hurtigt vil få en skæv plante, der læner sig mod solen.

VANDING

Jeg har bedst erfaring med at lade mine pileaer tørre ud mellem hver vanding. Jeg vander dem 1 gang om ugen og drejer dem samtidig. Derudover giver jeg alle mine planter gødning 1 gang om måneden i forår/sommer perioden. Det er ikke nødvendigt at gøde så ofte i vintermånederne, da planterne alligevel ikke vokser så meget her.

Pileaen elsker fugt men kan som mange andre stueplanter ikke tåle at stå i våd jord. Hvis man overvander sin pilea risikere man derfor hurtigt at den dør.  Typiske tegn på overvanding kan være triste, nærmest gennemsigtige og matte blade, der har mistet deres spændstighed. Eller blade som giver slip på stammen eller begynder at hænge.

Pileaen vokser mest i foråret og om sommeren, og kræver derfor mere vand i de perioder. Hvis man er i tvivl om hvorvidt din pilea er over eller undervandet, så mærk efter i jorden inden du vander. Hvis de øverste tre cm af jorden er tør så er det umiddelbart tegn på, at det er tid til at vande den. Giv den lidt vand og lad den stå og absorbere det.

Jeg vil anbefale, at man altid har sine planter i en potte med dræn i bunden, hvor det overskydende vand kan løbe fra. På den måde kan man hurtigt se om jorden er for tør og undgår samtidig at rødderne står i vand og rådner. Hvis man er indehaver af mange flotte krukker uden hul i bunden (som mig), så kan man plante i en plastikpotte så man har mulighed for at tage planten op af krukken. Man kan også fylde lecakugler i bunden, som danner et dræn.

I bogen “Stueplanter i farver” står generelt om vanding: “Klatvanding er pjatvanding….” 🙂 

FORMERING 

Pileaen kan formere sig på flere forskellige måder. Stiklingerne kan vokse direkte fra stammen eller som nye rodskud under jorden. Jeg har læst mig frem til, at man også kan skabe stiklinger ved at tage et blad og plante det direkte i jorden. Dette har jeg personligt ikke erfaring med og vil derfor ikke komme mere ind på det. Der findes mange gode guides på youtube, hvis du er ejer af en pilea som ikke selv vil danne stiklinger. 

På mit billede, kan i se at jeg har to eksempler på pileaens formering.

Stikling på stammen – Ved den første er der groet en ny pilea ud direkte på den oprindelige stamme. Her kan man skære stiklingen af helt inde ved stammen, og plante den separat i sin egen potte. Min plante er klar til at blive adskilt, da den har udviklet en god solid stamme. Jeg vil dog prøve at lade den vokse videre lidt endnu.

Rodskud – Ved siden af er der vokset et lille rodskud op fra jorden. Her giver det sig selv, at man ikke skal ind og skære af inde ved stammen. Man skal blot ind og adskille rødderne der hvor stiklingen er vokset op. Jeg plejer, at tage hele planten ud af potten og forsigtigt adskille jorden og rødderne fra hinanden. Man kan derefter putte dem i adskilte potter.

Uanset metode, skal stiklingens rødder have ca 5 cm plads hele vejen rundt i potten og vandes med det samme.

Herefter skal man være lidt tålmodig. Pileaen (både moderplanten og stiklingen) kan godt se lidt trist ud indtil den har fået lov til at slå rødder og vænne sig til de nye forhold. Det er desuden meget forskelligt, hvor længe der går før de små nye stiklinger viser tegn på vækst. Jeg har haft en stikling, som først begyndte at vokse efter 1 års tid.

BLOMSTER ?

Blomster – Det er nok umiddelbart ikke det, man forbinder med en pilea. Og jeg har ikke været så heldig (endnu). Men pileaen kan rent faktisk sætte små blomster, det er bare ikke dem alle som gør det.

 

Dette er et billede af min venindes pilea, som hun fik af mig for 3 år siden til sit babyshower. Det er en stikling fra min egen plante og har virkelig selv formeret sig siden. Den er endda meget større end min egen pilea. Dette er et godt eksempel på hvordan trivsel/lys/vand osv. betinger de enkelte planters vækst. (SPÆNDENDE…)  

Afsluttende gode råd:

  • Placer den et sted med masser af naturligt lys
  • Hold den væk fra varme radiatorer og for meget direkte sol
  • Giv den gødning cirka en gang om måneden (Du kan bruge helt almindelig stueplante gødning)
  • Placer den i en potte med dræn i bunden
  • Hvis pileaen begynder at vokse opad kan det være regn på, at den har brug for mere plads til rødderne. Prøv derfor med en større potte.

 

God fornøjelse!

Julie

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemkomsten af Victoria Hislop - boganbefaling