Gummitræ - Ficus elastica ruby

Elefantøre – Alocasia Polly

Dette er en Alocasia Polly – også kaldet “Elefantøre” og “African Mask” på engelsk.

Elefantøre stammer fra det sydøstlige Asien hvor den gror i skovbunden. Den trives i et klima med høj luftfugtighed og med masser af indirekte lys eller let skygge. Det er en knoldplante, der har kraftige blade, med lysere aftegninger, der kan minde om en pulsåre. Bladene er typisk blågrønne og ser nærmest sprøde og plasticagtige ud. Bladenes form er grunden til at planten går under navnet elefantøre.

Elefantøre er ikke en plante som jeg vil anbefale til folk, der ønsker en let stueplante. Den er nemlig lidt krævende/sart. Som i kan se på billedet, så består min i øjeblikket kun af 1 fuldvoksent blad og udsigten til at et lille nyt er på vej.

Dengang jeg købte min Elefantøre var der 4-5 store blade på planten. Den blev desværre ramt af spindemider, som dræbte alle bladene undtaget 1. Først troede jeg, at det skyldes at den ikke fik nok vand. Bladene blev tørre og gule. Så fik jeg øje på  noget tyndt og meget fint spindelvæv på bladets kanter…

Jeg havde faktisk næsten opgivet at redde den, da jeg prøvede at vaske det eneste overlevende blad fri for spindemider og sætte planten i ny frisk jord. Jeg anvendte en lille smule eddike, hvilket var et skud fra hoften og hvad jeg lige havde ved hånden. Der gik ikke lang tid før jeg kunne se at den rejste “øret” (haha..!?) og så ud til at have det godt igen. Og nu kan jeg så se, at der er et nyt blad på vej!

Elefantøre samt andre Alocasia-arter er giftige. Dette gælder alle dele af planten og den kan give smertefuld irritation i hals, læber, mund, svælg, øjne og på huden. Så vær lidt forsigtig hvis der fx er børn i huset.

PLACERING

Elefantøre trives bedst i en høj luftfugtighed, på en god placering med let skygge eller indirekte sollys. Den tåler ikke direkte sollys. Hvis den får for meget direkte sol kan dens blade blive lyse, brune og forbrændte.

Den kan også få brune blade, hvis den er placeret for køligt. Undgå derfor at stille den nær en dør eller et vindue hvor det trækker.

Den tåler almindelig stuetemperatur på ca. 25 grader og bør i vækstperioden (februar til september) ikke komme under 20 grader.

Da det er en eksotisk plante kan den rigtig godt lide fugtige forhold. Så hvis man har et badeværelse, hvor den kan stå i filtreret naturligt lys, vil den sandsynligvis trives.

VANDING

Jeg vander mine planter 1 gang om ugen. Derudover giver jeg alle mine planter gødning 1 gang om måneden i forår/sommer perioden. Det er ikke nødvendigt at gøde så ofte i vintermånederne, da planterne alligevel ikke vokser så meget her.

Elefantøre kan godt lide vand og trives i en jævn fugtig jord. Man skal dog passe på med ikke at overvande den, så den står med rødderne i vand. Én gang ugentligt vil typisk være optimalt, da man så giver planten lov til kort at ånde. I meget varme perioder kan det være nødvendigt at vande den 2 gange om ugen. Van­dingsvandet skal helst være kuldslået, da man så undgår at give planten et kuldechok.

Hvis Elefantøre får brune/gullige blade kan det være tegn på at den har fået for meget vand. Hvis dens blade bliver tørre og nærmest sprøde er det fordi at den ikke står fugtigt nok.

For at skabe den høje luftfugtighed som Elefantøre elsker, kan man forstøve eller oversbruse den engang imellem. Her skal man som altid lige være opmærksom på kalkindholdet og kalkpletter…  Man kan også anbringe potten på en lille forhøjning i en skål med vand, således at den er omgivet af vand, men ikke står direkte i det. Dette forhøjer forhøjer luftfugtigheden omkring plan­ten.

Jord – Elefantøre trives som sagt i høj luftfugtighed. Derfor bør man plante den i en luftig og porøs jord som er blandet med sand eller småsten. Man kan også give den lidt revet bark omkring knolden i toppen af potten.

DVALE

Elefantøre er en af de planter, som går i dvale om vinteren. Jeg har læst mig frem til, at bladene begynder at visne som indledning til hvileperioden. Hvileperioden strækker sig fra september til februar.

I denne periode skal man næsten ikke give den noget vand og man skal stoppe med at give den gødning. I hvileperioden kan Elefantøre tåle temperaturer ned til 15 grader, men man skal være opmærksom på, at temperaturer under dette kan ødelægge plantens knold.

Hvis den overlever vil nyvæksten starte i februar. Her øges vandingen i takt med temperaturen og man kan begynde at give den noget næring.

Jeg er spændt på at se om min plante smider bladene nu.. Føler jo lige at de er kommet. Hej – farvel. 

FORMERING

Jeg har endnu ikke forsøgt at tage en stikling af min Elefantøre. Men jeg kan læse mig frem til, at det er vanskeligt.

Man kan formere Elefantøre ved at dele rodknolden. Man skal sørge for, at der er rødder på de enkelte dele og derefter plante dem dybt i hver deres potte i en luftig jordblanding og holde den fugtig.

I nogle tilfælde danner moderplanten selv små knolde nede ved roden. De kan også gemme sig under jorden og komme frem mellem rødderne. Disse kan også plantes for sig selv.

SYGDOM

Min Elefantøre blev ramt af spindemider. Jeg ved ikke, om den var smittet da jeg købte den eller om jeg har en smittebærer i flokken.. Nå, men i den sammenhæng søgte jeg information på nettet og kan læse mig frem til at spindemider bæres rundt af vinden. Man har derfor ikke nogen kontrol over om ens planter bliver angrebet.

Men når man identificerer et angreb så kan man prøve at stoppe en formering. Man bør derfor tjekke planten engang imellem så man kan nå og gribe ind i tide.

Spindemider vil typisk sidde under bladene.  Spindemiden er et skadedyr, der dræber bladene på planterne ved at suge saften ud af dem. Spindemider formerer sig hurtigt og navnet refererer til det spind, som spindemiden danner på bladene for at transportere sig rundt. Dette gælder ikke kun fra blad til blad men også fra plante til plante. Derfor er det vigtigt at få stoppet DEN MIDE I TIDE…

 

God fornøjelse!

Julie

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gummitræ - Ficus elastica ruby