Pilea peperomioides

Væddeløber – Chlorophytum comosum

Væddeløberen er en meget klassisk stueplante, som også er en af de nemmeste at passe. Måske hænger de to ting sammen og måske er det netop derfor, at jeg ofte ser den på fx cafeer, i kontormiljøer og i venteværelser… Den behøver kun vand engang imellem og ellers kræver den ingen særlig pleje.

Min væddeløber hedder konkret Chlorophytum comosum ‘Vari­egatum’ og er klassificeret ved, at den har hvide striber i bladenes længderetning. Det er denne variant man oftest ser herhjemme, men plantens hovedart hedder Chlorophytum comosum og har helt grønne blade. Den stammer fra Sydafrika og det latinske navn betyder direkte oversat »grøn plante«. Jeg ved, at der findes flere forskellige varianter, hvoraf nogle er mere gullige og nogle har tykkere eller tyndere blade. Jeg har dog kun erfaring med denne.

Væddeløberen er en rensende plante som er rigtig god for indeklimaet. Den hjælper med at mindske indholdet af giftige gasser som formaldehyd i luften. Og den er også en af de planter, som normalt ikke skaber problemer for allergikere.

Formaldehyd tilsættes vandbaserede produkter, såsom malinger, lim og lakker for at undgå forrådnelse. Det findes bl.a. i forskellige træprodukter som krydsfiner, MDF-plader og spånplader og dermed også i nye møbler. Fra disse materialer afgasser formaldehyd til indeklimaet. Formaldehyd står på Miljøstyrelsens liste over farlige stoffer. Hvis koncentrationen bliver for høj, kan det irritere slimhinderne i øjne og luftveje. (kilde: indeklimaportaten.dk)

Væddeløberen er en rosetplante med en kort jordstængel og bladene er linje- eller lancetfor­mede. Den danner et blomsterskaft, som kan blive op til 1 m langt. For enden danner den klaser af fine hvide stjerneformede blomster. Den danner ofte også nye rosetter i blomsterstanden inde mellem blomsterne.

Væddeløberens vækst er i begyn­delsen opret, men efter blomstringen bøjer blomsterskaftet sig nedad og danner hængende skud med små nye planter. Planten har fortykkede birød­der, der rummer reservenæring (angiveligt derfor den er så hårdfør). På billedet af min plante, kan man se, at der er flere moderplanter i samme potte. Dette skyldes, at jeg plantede 3 små skud i samme potte.

Ligesom med min pilea, er dette en af de første planter som jeg anskaffede mig. Jeg fik også denne som en stikling fra min forhenværende arbejdsplads og har sidenhen selv givet en masse stiklinger væk. Min veninde har endda givet en ny stikling fra sin stikling videre til en veninde i polen. Det er hyggeligt!

Væddeløberen er umiddelbart en meget simpel plante, som godt kan overleve længe selvom den bliver forsømt. Når den ikke får vand eller for meget sol bliver den gennemsigtig/gul i bladene og falder lidt sammen. Dette er dog kun indtil man vander den igen (der skal som sagt meget til at slå den helt ud).

Trods et meget simpelt udtryk, så synes jeg at væddeløberen kan være ganske dekorativ. Især når den er velplejet og trives, da den her bliver helt mørkegrøn og sprød i bladene og nærmest rejser sig op. Eller når danner fine hvide blomster og nye små bladrosetter. Jeg synes især, at den egner sig godt som hængeplante eller hvis den får lov til at hænge ud over en hylde.

 

PLACERING

Væddeløberen trives både, hvor der er meget lys og hvor der er meget skygge. I sommerhalvåret tåler den ikke direkte, skarp sol.  I vinterperioden bør den placeres så nær et vindue som muligt. Den er lige velegnet i kølige og varme rum og den tåler tør stuetemperatur (med jævnlig overbrusning).

Man skal sørge for, at den har plads omkring sig. Hvis bladspidserne ikke hænger frit, kan de blive brune. Hvis dette sker har jeg dog erfaring med, at man forsigtigt kan klippe det brune af.

Jeg har læst, at væddeløberen også går under navnet ¨rør mig ikke ¨, da den netop kan have tendens til at få brune blade hvis den rører ved noget…. Her vil jeg dog sige, at man ikke skal tage det helt så bogstavligt. Men hvis din plante har tendens til brune spidser så kan du starte med at sikre dig at den ikke står op ad noget. 

Det siges, at placeringen af væddeløberen kan ses i bladene. Jo mørkere planten er place­ret, jo mindre tydelig bliver afgræns­ningen mellem de grønne og de hvide striber. Min er placeret nær mit vindue og får derfor godt med lys.

VANDING

I vækst- og blomstringsperioden (februar – september) skal den have for­holdsvis meget vand og gødning. I vinterperioden kræver den ikke lige så meget vand.

Jeg vander mine planter 1 gang om ugen. Derudover giver jeg alle mine planter gødning 1 gang om måneden i forår/sommer perioden. Det anbefales faktisk, at man giver væddeløberen gødning hver 14. dag i sommerperioden. Det er ikke nødvendigt at gøde så ofte i vintermånederne, da planterne alligevel ikke vokser så meget her.

Hvis stueluften er meget tør (fx på grund af radiatorvarme), kan det være hensigtsmæssigt at give den en overbrusning engang imellem. Dette vil også forebygge brune spidser.

Væddeløberen vil ofte skulle plantes om i forår/sommerperioden, da det er her den er i vækst. Den har store rødder og bør derfor plantes i en stor og bred potte. Hvis rødderne be­gynder at stikke op af potten er det også et tegn på, at den har brug for mere plads.

Som tidligere nævnt, vil jeg altid anbefale at man har sine planter i en potte med dræn i bunden, hvor det overskydende vand kan løbe fra. På den måde kan man hurtigt se om jorden er for tør og undgår samtidig at rødderne står i vand og rådner. Hvis man er indehaver af mange flotte krukker uden hul i bunden (som mig), så kan man plante i en plastikpotte så man har mulighed for at tage planten op af krukken. Man kan også fylde lecakugler i bunden, som danner et dræn.

FORMERING

Hvis din væddeløber trives vil den hurtigt begynde at formere sig af sig selv. Det er nemt at formere nye planter fra de lange blomstrende stilke, den skyder ud. Den hurtigste formeringsmetode er ved at klippe yngleplanterne, fri fra moderplanten og putte dem i egen potte med næringsrig jord og med rigeligt plads.

Den nye stikling skal derefter stilles i let skygge og vil herefter slå rødder i løbet at nogle måneder. Nogle gange kan de blomstrende skud (rosetter) allerede nå at lave egne rødder mens de vokser på moderplanten. Man bør gøre dette i forår/sommerperioden, da plantens vækst er bedst her. Indtil væksten er igang holdes jord og luftfugtighed jævnt fugtig.

Hvis moderplanten kommer ind i en periode hvor den producerer mange blomsterskud vil det være hensigtsmæssigt at klippe nogle af dem af. Her kan du evt. give dem væk som stiklinger. Det er nødvendigt, fordi moderplanten bruger for meget energi til både at holde blomsterskud og sig selv i live.

BLOMSTER

Vædderløberen  har sin hovedblomstring om sommeren, men kan også blomstre på andre tider. Blomsterne er hvide og udvikles på et op til 1 m langt blomsterskaft. De er små og enkle og har ikke nogen duft.

De åbner sig i dagslys og folder sig sammen om natten. Hvilket er så super fint og en af de ting jeg elsker allermest ved denne plante! 

 

God fornøjelse!

 

Julie

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pilea peperomioides